Haven er min ven - Lena

Lena rødmede dybt og følte et nærmest elejtrisk chok, da Amélie rørte ved hendes kind, "J-ja?"

Amélie så bekymret på hende... hun fjernede langsomt og tøvende sin hånd "du føler dig ikke længere tilpas i mit selskab" konkluderede hun.

Lena blinkede forvirret og så så forfærdet på hende, "Hvad? Nej, det er ikke sandt! Hvor kunne du tænke det?!"

Amélie så til siden og rynkede brynene "du vil ikke møde mit blik, min berøring gør dig nervøs og du frygter en gentagelse af.."

Lena rødmede mere, da Amélie hentyde til den dag hun havde været syg, og hun rystede hurigtig på hovedet, "Nej, du misforstår!" sagde hun og rødmede så mere

Amélie så tvivlende på Lena...

Lena nikkede hurtigt, og så så til siden, "J-jeg frotryder ikke .. men" hun tøvede, ".. jeg var bekymret for at du måske ..."

"At jeg måske..?" Amélie så bekymret på hende

"... Havde fortrudt" mumlede Lena genert

Amélie kom til at smile "nej" sagde hun og rystede på hovedet "det var ikke mig der var for syg til at vide hvad jeg foretog mig.."

Lena rødmede, "Jeg var ikke for syg!" udbrød hun indigneret

Amélie grinede svagt og skjulte det bag hånde "mhm."

Lena nikkede bestemt "D-det var jeg ikke!"

Amélie så på hende og smilede svagt "desværre tror jeg du var."

Lena rystede på hovedet, "J-jeg vidste godt, hvad jeg gjorde!" sagde hun bestemt, og ikke helt sandfærdigt. Hun havde ikke kunne forudsige den fantatiske følelse deres sammenvær havde ført til, eller hvor meget begær hun ville vække ved at kysse Amélie, eller hvordan det ville gøre det nærmest umuligt for hende at tænke på andet de næste mange dage.

Amélie så undersøgende på hende "gjorde du virkelig?" spurgte hun skeptisk.

"J-ja!" sagde Lena stædigt og krydsede armene, "J-jeg er ikke noget barn"

Amélie lod blikket glide ned af Lena og rødmede svagt "nej.. det er du ikke."

Lena rødmede over måden Amélie så på hende og hun så lidt bekymret på hende, "... s-så du ... fortryder ikke?"

"Nej" sagde Amélie og så hende i øjnene.

Lena rødmede mere og smilte lettede, "G-godt .. o-og .. du er ikke ukomfortabel i mit selskab?"

Amélie rystede blidt på hovedet "nej, aldrig"

Lena sukkede lettet og smilte varmt til hende, "Det glæder mig at høre"

Amélie tog et skridt mod hende "og du er ikke blevet utilpas i mit selskab?"

Lena rødmede og rystede på hovedet, "Nej, ikke det mindste!" sagde hun bestemt og så Amélie i øjnene