Syg... Hvem kunne have forudset det? ... i hvert fld ikke Lena - Amélie

Sted: ude foran Amélie hoveddør
Tid: sidst på formiddagen

Det var et forfærdeligt vejr. Det havde regnet kraftigt de sidste par timer, uden tegn på at det ville stoppe inden for det det næste stykke tid. Vinden tude og rystede i træerne og regnen hamrede mod ruderne, men på trods af larmen, kunne en insisterende banken på hoveddøren stadig høres i huset.

Lena havde besluttet sig for at besøge sin broder og hans kone Amélie. Først havde hun ville vente på at det klarede op, Gabriel havde insisteret, men da det ikke så ud som om det ville ske forelåbigt, var hun til sidst bare taget af sted. Selvfølgelig uden at informere sin mand først, han ville bare have modsat sig. Nu stod hun så, drivvåd og kold, foran familiens hoveddør og bankede på så hårdt hun kunne, bekymret for at de ikke ville høre hende over uvejret.

Amélie havde først troet at det var regnen der slog på ruden. Regnen piskede der ude så tanken om at der skulle komme gæster var højest usandsynlig. Så fortsatte banken.. højere, mere insisterende... Amélie havde rejst sig og prøvet at finde kilden til lyden og blev meget overrasket da det jo rigtigt nok lød til at komme fra døren. Hun åbnede hoveddøren og gispede chokeret "Lena?!"

Lena smilte stort, "Godeftermiddag fru Amélie"

"Lena, du er gennemblødt, hvad laver du ude i sådan et vejr?" skændte hun og åbnede hurtigt døren så hun kunne komme ind.

Lena trådte drivvåd ind i hallen og grinte lidt, "Jeg tænkte det var for længe siden jeg havde aflagt jer besøg"

Amélie rynkede brynene "hvorfor tog du ikke en vogn?" spurgte hun og så lidt bekymret på den våde pige.

Lena fniste, "En hest var hurtigere, og det ville da også være synd, hvis en kusk skulle ud og køre i det vejr ... og tænk hvis den sad fast i mudderet"

Amélie sukkede svagt "lad os få dig tør... og noget varmt at drikke"

Lena nikkede og rystede lidt, "Det ville være meget værdsat" sagde hun og grinte lidt

Amélie nikkede med rynkede bryn og fik hurtigt kaldt til te...

Lena smilte på trods af sine våde, kolde tilstand og gik med ind til te. "Hvordan har I det ellers?" spurgte hun

Amélie tog plads i sofaen og smilede svagt af drivvåde Lena... hun var nu kær. Som et barn... hendes blik gled ned over hendes kjole der sad tættere nu hvor den var våd end den normalt ville... ok, måske ikke et barn... "vi har det fint" svarede hun "og du?"

"H-helt fint!" sagde Lena glad og klaprede tænder, "Både mig og Reyes er ved godt helbrede"

"... at min broder har ladet dig gå ud i det vejr" sagde hun, lidt hårdt.

Lena blinkede og kom til at fnise lidt, "Du skal ikke være sur på ham, han bad mig vente til det klarede op"

"Han skulle have stoppet dig" sagde hun skeptisk

Lena fniste lidt, "Og det ville han utvivlsomt også, hvis han havde opdaget at jeg tog afsted"

Amélie sukkede "Lena.. hvad skal jeg stille op med dig?"

Lena grinte lidt, "En kop v-varm t-te v-ville være værdsat" klaprede hun glad

Amélie smilede lidt af hende og som on que kom deres te!

Lena smilte glad, da teen kom og tog sig en kop, "Aah, det er rart med lidt varme"

Amélie rystede på hovedet af hende og tog selv en kop.

Lena drak af sin te og kom med en lille lyd af smerte

Amélie så overrasket mod hende "er alt vel?"

Lena rødmede lidt, "... brændte min tunge"