Men mor... - Lúcio

Hendes bror havde haft ret. Det var ikke længe efter festen at hun havde modtaget et brev om Hr. Lindholms følelser for hende og hvordan hun var den eneste kvinde i verden han nogensinde havde elsket. Hvilket var noget pjat. De havde næsten ikke tilbragt aftenen sammen og havde han ikke danset tre danse med Frøken Hana? Nej. Motivet var hende penge, hvilket ikke gjorde Sombra noget. Hun ville ignorere brevet og... så fandt hendes mor det og synes det var da romantisk, og hvor skrev han godt og de kendte da heller ikke familien Lindholm endnu og pluselig var Lúcio inviteret over........

Sombra sad på en stol og så frustreret frem for sig, at hun skulle tvinges til det her...

Lucio bankede på døren til det store Mansion med et svagt suk, han glædede sig ikke til at skulle sidde og konversere akavede med Frøken Sombra og hendes forældre, isære ikke efter at hans moder havde gjort det tydeligt for familien at han agtede at gå efter Sombras hånd ... hvilket han bestemt ikke gjorde.

Det var Ana der åbnede døren og smilede varmt "Hr. Lindholm, kom ind, kom ind"

Lucio smilte høfligt tilbage, "Mange tak fru Reyes" sagde han med et buk og gik ind

"Min datter sidder inde i stuen, følg De med mig" sagde hun og gik ind i stuen

Sombra så op da hendes mor og Hr. Lindholm kom.

Lucio fulgte med hende ind i stuen og bukkede for Sombra, da han så hende, "Goddag frøken Sombra, mig en glæde at møde Dem"

"En fornøjelse at træffe dem Hr. Lindholm." sagde Sombra.

Ana smilede tilfreds og lod dem være alene ~

Lucio satte sig lidt akavet i en af stolene i rummet og så mod Sombra, mens han overvejede, hvad han skulle sige

"Så mødes vi igen" sagde Sombra roligt og betragtede ham.

Lucio nikkede lidt tøvende og smilte svagt til hende, "Det gør vi, jeg håber ikke jeg kommer på et ubelejeligt tidspunkt?"

Sombra rystede blidt på hovedet "nej" sagde hun og betragtede ham "jeg må indrømme at Deres digt overraskede mig"

Lucio så lidt forvirret på hende og rynkede brynene, så spærrede han øjne lidt op, da det gik op for ham, hvad der måtte være sket. Han skyndte sig at lægge ansigtet i neutrale folder, "Ah, selvfølgelig ikke, jeg håber ikke det faldt i for dårlig jord?"

Sombra betragtede ham lidt "alle kvinder kan vel lide smiger" løj hun, digtet havde ikke imponeret hende.. falsk smiger var intet værd "jeg havde ikke opdaget De havde så stærke følelser for mig ud fra vores sidste møde."

Lucio tøvede lidt, mens han prøvede at regne ud, hvad præcist hans mor havde skrevet i digtet, "Uhm ... Nej, det var også først senere det gik op for mig .." sagde han lidt usikkert

"Aha." sagde Sombra med et hævet øjenbryn "så når De skriver 'fra første gang mit blik landede på Deres perfekte skikkelse, vidste mit hjerte at De var kvinden i mit liv' ?"

Lucio så forfærdet på hende, det havde hans mor vel ikke skrevet? Han skyndte sig at se neutral ud, "Oh, heh .. lidt digterisk frihed" mumlede han

"Ah" sagde Sombra og lagde hovedet på skrå... Lúcio så slet ikke glad ud "det overraskede mig endnu mere da De havde virket optaget af at bruge aftenen med Frøken H.. Kanin."

Lucio så nysgerrigt på hende, da det virkede til hun kunne frøken Kanins fornavn, og han kunne ikke holde det store smil fra sit ansigt, "Ah, ja, hun virker som overmådetligt godt selskab" sagde han og rødmede så forlegent, "Ikke at De ikke er det ..."

Sombra så nysgerrigt på Lúcio... hun skævede kort rundt, de var alene... hvilket man jo ellers aldrig var... hendes mor var så uforsigtig nogengange. "Men De valgte at sende mig et digt?"

Lucio tøvede kort, og nikkede så lidt, "Uhm .. ja"

Sombra så interesseret på ham "tør jeg spørge hvorfor?"

Lucio blinkede, pokkers, det vidste han jo ikke ... han tøvede og prøvede at finde på en god grund ...

Sombra så fornøjet på ham og ventede.

Lucio tøvede lidt mere, "... en pludselig indskydelse?"

Sombra kom til at grine lidt "en pludselig indskydelse... sig mig Hr. Lindholm... bare mellem os to, var der Deres indskydelse?"