Haven er min ven - Lena

Amélie havde drukket lidt... ikke så meget som Jack, heldigvis. Hun sad på en bænk i sin gamle have og så på springvandet... hun smilede svagt, så mange timer hun havde brugt her... hvor var de alle blevet af?

Lena havde ledt overalt indenfor og var nu, igen, taget ud for at finde Amélie .. og der sad hun, ved springvandet! Synet bragte minder frem, og Lena stoppede et kort øjeblik for at beundre hvor smuk Amélie så ud, og for at huske de gange de havde været omkring springvandet som unge voksne og som børn. Hun smilte svagt.

Amélie sad og så på springvandet med et svagt smil... ah, dengang man var ung...

Lena rystede sig og gik det sidste stykke hen til hende, "Godaften" sagde hun med et smil

Amélie blinkede med øjnene og så mod hende.. så smilede hun varmt "Lena" sagde hun og vendte sig helt mod hende "det virker som om du altid kan finde mig"

Lena fniste lidt og satte sig forsigtigt ved siden af hende, "Det er kun fordi du ikke har set, hvor længe jeg har ledt, det ville være mindre imponerende, hvis du så mig gå forkert ti gange først"

Amélie grinede blidt og smilede "hm, jeg føler mig værdsat" sagde hun "jeg forestiller mig de fleste havde givet op"

Lena smilte stort, "Du er meget værdsat" sagde hun glad, "Jeg havde gladeligt ledt hele bygningen igennem"

Amélie smilede svagt "det lyder det også som om du har"

Lena fniste lidt, "Ikke det hele" sagde hun og så mod Amélie, Amélie var smuk ... meget smuk. Hun kom til at tænke på deres sidste tid sammen og mærkede at hun rødmede. Hun så hurtigt væk, for at skjule det.

Amélie så mod hende... hun rynkede brynene "er alt i orden?"

Lena skyndte sig at nikkede, "Ja! Alt er fint!" sagde hun og smilte lidt forlegent

Amélie så undersøgende på hende og nikkede langsomt...

Lena smilte beroligende til hende, så rynkede hun brynene, "Hvordan har du det?"

"Fint" lovede Amélie "lidt mange mennesker, men det er løst nu"

Lena nikkede og smilede, "Det glæder mig at høre" sagde hun, men så stadig lidt bekymret på hende

"Lena?" Amélie så lidt bekymret på hende "er alt som det skal være?"

Lena nikkede hurtigt, "Ja, ja, alt er fint" forsikrede hun

Amélie så ikke overbevidst ud.

Lena smilte så overbevisende hun kunne! ... hvilket muligvis ikke var ret overbevisende overhovedet ...

"Lena." sagde Amélie lidt strengt.

"Uhuh?" sagde Lena og prøvede at lyde uskyldig

Amélie rejste sig og gik hen til hende "hvad er der i vejen?" spurgte hun og så undersøgende på hende.

"I-ikke noget!" sagde Lena hurtigt og så til siden ...

"Lena..?" Amélie rakte ud efter hende og strøg blidt hendes kind.......