Den smukkeste have - Amélie

Sted: til maskebal! Ude i haven
Tid: midt på aftenen
Påklædning:


Lena var ankommet til festen sammen med Reyes, men der var ikke gået mange minutter før han havde undskyldt sig og var forsvundet i mængden, nok i søgen efter hendes broder. Hun smilte svagt, det var rart at hendes familie kom så godt ud af det med hinanden.

Efter Reyes var gået, havde hunselv cirkuleret lidt rundt og konverseret med forskellige venner og bekendte, selvom hun nok måtte indrømme at hun havde været mere optaget af at prøve at finde Amélie end af samtalerne. Da hun endelig havde fået øje på en velkendte skikkelse, var den med ryggen til hende og på vej ud i haven. Hun havde, så hurtigt hun kunne tillade sig det, undskyldt sig for hr. og fru Malfoy. Hun fniste lidt, nej hr. mår og frøken kat selvfølgelig. Så snart hun var kommet væk, havde hun skynst sig ud i haven, og gik nu gennnem de smukke omgivelser, mens hun så sig om efter Amélie

Amélie havde været træt af uendelig, ligegyldig småsnak om kjoler og gardiner. Ja ja, deres gardiner var da nydelige. Jack havde fin smag. Ikke at hun fortalte nogen at Jack havde udvalgt dem, det ville han ikke have brudt sig om. Efter tre glas vin og alt for meget snak om blonder, brodering og efterårsfarver havde hun undskyldt sig og var flygtet ud i haven.

Hun satte sig på en bænk under et stort træ og så op imod himmelen. Selvom hun ikke nød at tale om haver i timevis, så betød det ikke at hun ikke kunne værdsætte at se dem. Folk ville altid snakke i stedet for at opleve. Det var en skam.

Lena fik endelig øje på Amélie og hun lyste op i et stort smil. Hun nærmest småløb hen til bænken og nejede hurtigt, "Godaften frøken svane" sagde hun og kom til at fnise lidt, det var sjovt ikke at kalde folk ved deres rigtige navne.

Amélie så overrasket op da nogen på trods af hendes forsigtighed havde fundet hende. Så smilede hun svagt da hun opdagede at det var Lena. Hun tog hende kort i betragtning imens hun prøvede at finde et passende navn til unge pige, hendes maske repræsenterede ikke et dyr. "Godaften frøken Rose" svarede hun.

Lena fniste lidt og smilte stort til hende, så så hun nærmere på hende og kunne ikke holde et lille gisp tilbage, "Sikke en smuk kjole! Og hvor går den pænt til din.. uhm, deres maske!" sagde hun og fniste lidt mere

Amélie kunne ikke holde et smil tilbage, selvom det ikke var første gang hun hørte det i aften, så var det altid noget andet at høre dem fra Lena. "I lige måde Frøken Rose. De har formået at bringe solskin til vores ellers mørke aften"

Lena rødmede og smilte smigret, "Nu smigrer du-de" sagde hun og fniste lidt, "I har slet ikke brug for min hjælp til at bringe lys her" sagde hun og så sig om i haven, "Her er så smukt"

Amélie fulgte hendes blik og så rundt i haven "det er en køn have" gav hun ret og slappede lidt af.

Lena satte sig på bænken og smilte stort, "Ja, det er det virkelig" sagde hun og så rundt

Amélie så mod Lena og lagde hovedet på skrå "De finder forhåbentlig ikke festen kedelig?"

Lena så overraskede på hende, "Nej, slet ikke?" sagde hun og smilte så, "Jeg finder den meget underholdende"

Amélie så vurderende på hende "De er vel ikke kommet helt her ud kun for at beære mig?" spurgte hun

Lena rødmede lidt, "Ville det være en meget skidt ting, hvis jeg var?" spurgte hun og skævede mod hende

Amélie smilede svagt "nej" svarede hun og så op mod månen "det ville det bestemt ikke"

Lena smilede lettet og så betaget på hende, "Godt, dit selskab er bestemt noget af det bedste man finder"

Amélie mærkede sine kinder blive varme under masken. Ah Lena... hun vendte blikket mod hende og gengældte smilet "jeg er glad for mine følelser er gengældt."

Lena blinkede og smilte stort, så fniste hun lidt, "Det glæder mig at høre, så forstyrre jeg ikke?"

"Nej" sagde Amélie og betragtede hende "De er et af de få mennesker hvis selskab for mig altid er værdsat."

Lena rødmede svagt og smilte stort, "Det glæder mig umådeligt at høre" sagde hun glad, "Jeg trættes heller aldrig af dit selskab"

Amélie smilede svagt "De virker aldrig til at trættes af nogens selskab" bemærkede hun "men jeg vil tage komplimenten med samme taknemmelighed som havde jeg været den eneste"

Lena fniste lidt og sænkede stemmen en smule, "De smigrer, men det er ikke helt sandt" sagde hun og så sig lidt om, "Nogen af de andre damers selskab, kan med tiden, blive en anelse ensformigt"

"Jeg tog fejl" sagde Amélie og smilede svagt "jeg frygter jeg sætter pris på komplimenten mere nu"

Lena fniste glad, "Så glæder det mig at jeg delte det"

Amélie smilede svagt og sad og betragtede Lena..

Lena smilte stort til hende og så ud over haven, "Har du hørt der er flyttet en ny familie til egnen?"