Den smukkeste have - Amélie

Lena gispede efter vejret og vred sig grinenede, "Ja, ja! Jeg giver mig!"

Amélie stoppede og betragtede Lena.

Lena trak vejret tungt og så forpustet på hende, "Jeg tager det i mig" fniste hun, "De er ikke altid for venlig"

Amélie sad og betragtede forpustede Lena med et tilfreds smil... hun fik igen lyst til at røre hende, men ikke kilde. Hun rømmede sig og foldede sine hænder i skødet for at beskæftige dem og kvæle trangen "godt."

Lena så på hende og fik langsomt genvundet pusten. Månen stod højt på himlen og dens blege lyst faldt på haven, bænken og de to kvinder der. Lena så fortryllet på Amélie, nr hun sad der badet i det blege måneskær, lignede hun mere en gudinde end en jordisk kvinde. En guinde eller måske en af ellefolkene fra gamle sagn, der kom i hvert fald noget over jordisk over hende. Lena kunne slet ikke tage blikket fra hendes ansigt, hendes hår, hendes hænder, hendes krop ...

Amélie så på Lena... hun havde ændret sig meget fra den lille, aktive pige der plejede at irritere hende og Jack da de alle endnu var børn... havde hun været en mand havde hun gjort alt for at få hende. Men hun var ikke en mand. Hendes bror var. Og så, som så for intet andet end at være født som man, havde han fået den ene ting Amélie nu længtes så brændende efter.

Lena rødmede dybt og prøvede forgæves at løsrive blikket fra Amélie, "S-sikke en smuk aften i aften" sagde hun og prøvede at lyde normal og ikke åndeløs og drømmende ... det var ikke nogen stor succes.

Lena talte om aftenen som om det var en elsker. De lyster hendes tone vækkede i Amélie var skamfulde, men hun var ligeglad. Hvis ikke det var fordi at det ville gøre Lena forlegen, så havde hun... hun... hun så ned på sine hænder.

Lena så usikkert på Amélie og rynkede brynene lidt. Hun havde ikke svaret og hun sad og så ned, "... ER alt vel? Er de sløj"

Amélie blinkede hurtigt med øjnene og så mod Lena. Hun nikkede "ja, jeg var bare.." hun så ned over den synlige del af Lenas hud ved udskæringen og så på hendes læber og til sidst mod hendes øjne bag masken ".. distraheret."

Lena nikkede lidt, men så dog stadig bekymret på hende, "Er du sikker? Skal jeg hente dig noget? Måske et glas vin?"

Amélie så på hende "jeg forsikre Dem, alt er fint."

Lena så undersøgende på hende, "Hvis de er sikker ..." sagde hun, men lød nu ikke helt rolig

Amélie lagde en hånd på Lenas hånd "alt er fint."

Lena rødmede lidt og så ned på hånden. Hun kom til at smile og nikkede, "Godt, jeg ville nødeig have at de blev dårlig"

"Så skal jeg lade være" sagde hun med et smil "for at behage Dem."

Lena smilte stort og fniste lidt, "Det er meget godt af dem"

Amélie smilede varmt til hende... og flyttede så modvilligt sin hånd.

Lena smilede stort tilbage, men følte et kort stik af tab, da Amélies hånd forsvandt

Amélie så op på månen "måske vi skulle se at komme ind" sagde hun

Lena fulgte hendes blik og sukkede svagt, "Ah ja, jeg kan vel hellere ikke berøve resten af festen dit selskab for evigt"

Amélie smilede svagt "jeg tænkte selv det samme om Dem."

Lena rødmede og smilte lidt forlegent, "Jeg tror deres selskab er mere savnet end mit"

"Ah Frøken Rose" sagde Amélie og smilede lidt af hende "det kan jeg vidst sikkert sige ikke er tilfældet."

Lena smilte varmt til hende, "Det tror jeg bestemt det er"